Tak for i år - og blik mod 2026

Et spændende år for Røjkær-projektet lakker mod enden. Her samler vi op på året – og ser samtidig frem mod starten af 2026, hvor vi nu også ved, at den lokale afstemning kommer til at ligge i midten af marts.

Over 300 mennesker på besøg

Siden vi i maj valgte at arbejde videre med et helt nyt, reduceret Røjkær-projekt, har godt 300 mennesker besøgt os på gården på Gykjærvej til møder, dialog og gåture i projektområdet.

Vi har inviteret lodsejere, naboer, foreninger og alle borgere i den stemmeberettigede zone i Gettrup, Ydby, Hurup og Vestervig, og områderne omkring, ind for at høre mere om projektet – og ikke mindst for at få jeres input.

Vores mål har været at forme det nye Røjkær-projekt i dialog med jer, der bor og lever i området.

På møderne har vi været ude og se området sammen, hvor projektet er planlagt. Mange har givet udtryk for overraskelse over, hvor tilbagetrukket projektet ligger i lavningen og bag eksisterende beplantning. Det har været vigtigt for os at vise det i virkeligheden, fordi der ligger mange overvejelser bag placeringen.

Generelt har vi oplevet stor interesse og en åben tilgang til projektet, tak for det.

Vi ønsker, at så stor en del som muligt af projektet – op til 70 % – bliver ejet af lokale borgere og virksomheder. Netop derfor betyder det så meget for os, at projektet afspejler de ønsker og hensyn, vi har hørt lokalt.  

 

Udviklingsfonden - en løftestang til lokalområdet

Et helt centralt element i Røjkær-projektet er den lokale udviklingsfond, som bliver etableret, hvis projektet stemmes igennem.  

Der er tale om ganske betydelige beløb. Vi forventer, at der vil blive udloddet op til 1,5 mio. kr. til lokalområdet årligt i hele projektets levetid (ca. 30 år). Derudover vil der ved projektets start blive udloddet et engangsbeløb på 5 mio. kr., så lokalområdet kan mærke gevinsten med det samme.

I efteråret har vi inviteret lokale foreninger ind til dialog om, hvordan fonden bedst kan skrues sammen. Inputtene herfra har været vigtige, og retningslinjerne for fonden bliver løbende mere og mere konkret.

Målet er, at midlerne fra fonden fordeles bredt, så udviklingen kommer hele nærområdet til gavn – på tværs af landsbyer, foreninger og lokale fællesskaber.

For os er fonden et tydeligt udtryk for, at et VE-projekt ikke kun handler om energi – men også om at give noget tilbage. Lokale borgere og foreninger skal kunne mærke, at et ja til grøn energi kan føre til konkrete muligheder og udvikling i lokalområdet.

Læs mere om fonden

 

Hvad sker der frem mod afstemningen? 

I starten af det nye år inviterer vi igen til møder. Her vil vi fortælle mere uddybende om projektet og som altid svare på spørgsmål og høre jeres input.

Vi glæder os til at invitere alle ind igen: lodsejere, naboer, foreninger og borgere. Derudover vil vi holde møder målrettet de enkelte lokalområder, så vi kan gå mere i dybden med, hvad projektet konkret betyder for netop jeres område.

Vi arbejder hele tiden på at udforme det bedst mulige projekt for lokalområdet – og derfor spiller jeres input fortsat en meget vigtig rolle.

 

Tak for i år - og på gensyn i det nye år

Vi vil gerne sige tak for dialogen, interessen og de mange gode snakke i 2025. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet sammen med jer i det nye år.

Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår.  

Husk, at I altid er velkomne til at tage fat i os, hvis I har spørgsmål eller input.

 

De bedste hilser 

Anders Kappel og Ole Bigum 


Nye møder i det nye år

25 november 2025

I begyndelsen af det nye år, vil vi igen invitere alle naboer, lodsejere og andre interesserede til møder, hvor vi vil fortælle om projektets udvikling og tage imod jeres inputs.

22 foreninger på besøg

31 oktober 2025

22 lokale foreninger har været forbi Gykjærvej til en snak om, hvordan Røjkær-projektets udviklingsfond kan skabe værdi i lokalområdet.